DRAMATIKER
Johanne Kirstine Fall
ISCENESÆTTELSE
Nanna Bruun
SKUESPILLERE
Magnus Hald
Tryggvi Sæberg Björnsson
Amanda Friis Jürgensen
Minna Flyvholm Tode
SCENOGRAFI
Mai Katsume
LYSDESIGN
Kim Glud
LYDDESIGN
Aki Bech
KOMPOSITIONER
Sophus Dræby
Pan fra 1894 er en af Knut Hamsuns mest kendte romaner – en smuk og uhyggelig natur- og kærlighedsfortælling.
I Pan møder vi den tidligere løjtnant, Glahn, der flytter ud i Nordlandets store skove for at jage og dyrke sin ensomhed. Han fortrylles både af den vilde natur, men også af den nærliggende by, og måske endnu vigtigere: af den kærlige Eva, som også bor i skoven og af den lunefulde Edvarda, som kommer fra det bedre borgerskab – og hans fascination af de to kvinder ender med at få fatale konsekvenser.
I dramatiseringen af Pan er der lagt meget vægt på karakterernes sårbarhed eller mangel på samme. Det er ubegribeligt svært for dem at stille sig sårbare og lyttende, selvom de alle hungrer efter kærligheden på hver deres måde. Sådan får altså selv den mindste misforståelse fatale konsekvenser, for når alle betragter kærligheden som spil, er der sjældent nogen, der vinder.
EDVARDA:
Nej! Riv ikke mit hjerte ud af mig!! Jeg går fra forstanden, Glahn! Jeg har siddet oppe om natten i flere dage, jeg har ikke kunnet lukke et øje. Alting står så klart om natten… Glahn, jeg ved jeg vrøvler, men lyt nu – bare et minut! Jeg passede dig op her, og jeg smilte så snart jeg så dig, mit hjerte smilte – det lo, en overstadig latter, bare ved synet af dig og i går – i går kunne jeg ikke finde ro, jeg vandrede rundt i stuerne den hele dag, jeg tænkte som en gal, men den mest væsentlige tanke blev ved at undslippe mig, som en – som en glat fisk mellem fingrene! Og pludselig stod alt klart – det hele faldt på plads, og jeg opdagede at jeg slet ikke kunne tænke mig frem til noget som helst af det, jeg måtte mærke det og da Doktoren i aftes gav mig en lille æske med en krystalnål, en nål så grøn som skoven, da vidste jeg, hvor mit hjerte hører til, jeg vidste det, fordi jeg mærkede det. Jeg sagde til ham, at jeg tænkte mere på en anden, en, som bare havde givet mig to grønne fuglefjer til erindring, men han insisterede på at give mig nålen, han sagde: ”gør med den, hvad du vil, det er din,” og så kastede jeg nålen på gulvet og trådte den i tusind stykker, for de to grønne fuglefjer er mig uendeligt kostbare, forstår du det...
“Historien er klart og medrivende dramatiseret, og efterlader sit publikum både emotionelt engageret og intellektuelt stimuleret.”
“Resultatet er både dramatisk højstemt og fyldt med melankoli og genkendelighed.”
Et ungt hold på Aarhus Teaters mindste scene har med en god portion nerve og fandenivoldskhed dramatiseret to af de mest udramatiserlige romaner i skandinavisk litteratur.
“Dialogerne mellem fortællingens karakterer er i centrum, og der er en klar fornemmelse af klassiker over iscenesættelsen.”
“Knut Hamsuns romaner har ry for at være vanskelige at dramatisere på grund af hovedkarakterernes heftige indre tankestrømme. Som at skulle farvelægge en hjernevindning.
Ikke desto mindre lykkes det på Aarhus Teaters mindste scene, Stiklingen, fordi det unge dansk-norke hold [...] har droppet enhver tanke om at opføre den knugende Hamsun som udstyrsstykke.