Vi er her endnu
Noah, Tilde og Louise er indlagt på et lukket, psykiatrisk afsnit, og de har været indlagt længe - meget længe. De har accepteret, at kaffen er tynd, at der aldrig er frugt i frugtskålene og cigaretterne altid – uden undtagelse – er for få. Dagene flyder sammen, måltiderne bliver serveret på faste tidspunkter og det eneste, der ikke kommer i små doser er medicinen og vanviddet. Da Stella bliver indlagt under råben, skrigen og protester ændrer dagligdagen sig dog. De fire beslutter sig for at besætte afdelingen som protest mod tingenes tilstand og mod alle odss lykkes de med at få overtaget det lukkede afsnit. De fire kalder sig for omsorgsguerillaer, og deres protestbesættelse får hele Danmarks bevågenhed og opbakning. Inde på afdelingen opdager de fire besættere dog, at det er sværere end som så at have ansvaret for en hel afdeling af psykisk sårbare patienter, når man har sit eget at slås med, og spørgsmålet om, hvorvidt systemet kan ændres indefra, eller om politikerne i sidste ende er nødt til at tage ansvar, trænger sig på.
Vi er her endnu er en sort komedie om at være fanget i det psykiatriske system og om at erfare at man kan meget mere end man er blevet fortalt.